Visit-Fatima.com

Visit

Fatima

Fátima ligger i hjertet af Portugal, på Serra de Aire plateauet, 115 km nordøst for Lissabon. Det er et smukt, bakkerigt og stenet område fyldt med gamle oliven- og egetræer.

Pilgrimsfærd til Fátima

Fátima, stedet hvor Jomfru Maria viste sig i en åbenbaring, har stor betydning - ikke alene for Portugal, men for hele den katolske verden, og er i dag et af dens største valfartssteder, som årligt besøges af ca. 5 mio. pilgrimme.

Omkring 1917 befandt Portugal sig i en desperat situation, politisk, socialt og økonomisk. Den ene regering afløste den anden uden at være i stand til at løse landets problemer, og revolution hørte til dagens orden. Samtidig kæmpede Portugals sønner i 1. verdenskrig - sammen med de allierede - på fronterne i Frankrig og i de afrikanske kolonier. Kirken var “døden nær” i 1911 efter vedtagelsen af loven om at adskille Kirken fra staten, inddrage kirkegodset, fordrive hundredvis af munke og nonner, fængsle præsterne og afbryde enhver forbindelse med Vatikanet. Parolen lød: "Snart vil ingen portugiser ønske at blive præst, katolicismen vil være fuldstændig bortelimineret, og kilden til al vor ulykke (dvs. Kirken) være fjernet." Til denne dystre spådom replicerede paven: "Portugal har glemt Gud, men Gud har ikke glemt Portugal". Hjælpen var nær.

 

De tre små hyrder fra Fátima

I foråret 1916 gik Lucia dos Santos (10 år) med sin fætter og kusine, Francisco Marto (9 år) og Jacinta Marto (7 år), og vogtede får i nærheden af deres hjem i Aljustrel ved Fátima. De var fattige, analfabeter og meget troende. De elskede naturen, legede med hvad de kunne finde, og bad deres rosenkrans.  
En dag er de med fårene ved den lille bjerghule Loca do Cabeço . Pludselig viser der sig et unaturligt lys.  Det kommer nærmere, og de ser, at det er en smuk ung mand: "en engel - hvidere end sne, gennemsigtig og omgivet af et farvespil, som når solen skinner gennem krystal".
Han beder dem ikke være bange, lærer dem en smuk bøn og siger, at de skal bede meget. 10 måneder senere viser den samme engel sig for dem, da de leger bag Lucias hus ved brønden, Poço do Anjo ( Poço do Arneiro). Englen siger, at han er Portugals skytsengel - fredsenglen, og at de skal ofre og bede for fred i verden. Tredje gang de ser englen, er de atter i Loca do Cabeço. Denne gang har han oblat og kalk i hånden, holder altergang for dem og lærer dem at bede for syndernes omvendelse.

[Tema]
Rosenkransen og dens funktion

Mens rosenkransen, o Rosário, glider mellem fingrene fra perle til perle, fremsiges rosenkransbønnen, der kan siges både som en personlig og som en fællesbøn.
Rosenkransen begynder ved et lille kors eller krucifiks, hvor man siger trosbekendelsen, og en stor perle, hvor man beder "Fader Vor". Ved hver af de efterfølgende tre små perler siges så et Hil dig, Maria (Ave Maria) med tillægsbøn om 1. at Jesus må forøge vor tro, 2. styrke vort håb og 3. opflamme vor kærlighed. Et Ave Maria lyder:

Hil dig, Maria fuld af nåde,
Herren er med dig,
Velsignet er du blandt kvinder
og velsignet er dit livs frugt, Jesus.

     (Derefter følger tillægsbønnen 1-3, og man slutter med)

     Hellige Maria, Guds moder,
bed for os syndere nu og i vor dødstime, Amen.

     I selve perlekransen beder man et Fader Vor ved hver af de større perler, mens man ved hver af de 10 mindre, samlede perler siger et Ave Maria og samtidig tænker på en bestemt begivenhed i Jesu og Marias liv, de såkaldte 15 mysterier, som er delt op i begivenheder svarende til rosenkransens 5 led. 1. Glædens mysterier: Bebudelsen, Marias besøg hos Elisabeth, Jesu fødsel, Jesu fremstilling i templet, Jesus i templet som 12-årig (bruges især ved advent og jul). 2. Smertens mysterier: Jesu dødsangst i Getsemane Have, Jesus piskes, Jesus tornekrones, Jesus bærer korset på Via Dolorosa, Jesus korsfæstes (bruges i fastetiden og påsken). 3. Herlighedens mysterier: Jesu opstandelse, Jesu himmelfart, Helligåndens sendelse, Marias optagelse i Himlen, Marias kroning (bruges imellem påske og pinse).
En almindelig rosenkrans har således 5 led og kaldes um Terço  = 1/3, da den, munke og nonner bruger, er på 15 led, nok til alle mysterierne. Når den ikke er i brug, hænger den altid ved deres bælte.
Rosenkransen hjælper de bedende til at opnå bedre koncentration, mens man beder for sig selv, for alle mennesker både levende og døde, og for at ens liv må være som Marias JA til Gud. Når en katolik efter sit skriftemål (som i Wessels: "Pater Josef, lån mig øre") bliver idømt et vist antal Ave Maria, er det en bod, som præsten pålægger den bodfærdige for at “synderen” - i et af de 3 x 5 mysterier - skal finde frelse hos Gud og fornyelse af dagliglivet.
[Tema slut]

 

 

Den smukke hvide dame viser sig

Søndag den 13. maj 1917 efter messe går de tre børn fra Aljustrel 2 km ned til Skt. Irenes lille dal, Cova da Iria. Ved middagstid ser de et lyn og vil tage hjem, inden uvejret begynder. Men over en steneg foran dem ser de en dame af utrolig skønhed, men med et trist og smertefuldt udtryk, klædt i hvid kjole med guldbroderede kanter, over hovedet et langt slør, og i hænderne, der er samlet foran brystet, en rosenkrans af hvide perler. Hun taler med en sart stemme: "Vær ikke bange. Jeg vil jer intet ondt. Jeg er sendt fra Himlen for at bede jer om at komme her de næste fem måneder, den 13. ved middagstid. Senere
vil jeg fortælle jer, hvem jeg er. Vil I lide for Guds skyld?" Lucia, der fører samtalen, svarer alvorligt: "Ja". Den hvide dame fortsætter: "Bed rosenkransen hver dag for fred i verden, og for at krigen må stoppe." Derefter forsvinder hun. De små bliver enige om intet at sige om oplevelsen, men den yngste, Jacinta, kan ikke holde på hemmeligheden om den smukke dame, og de tre små hyrder må finde sig i megen hån og drilleri fra landsbyen. 
Den 13. juni, Sankt Antonius af Lissabon / Paduas festdag, har en del pilgrimme, syge og nysgerrige, samlet sig i Cova da Iria. Damen viser sig igen, lover snart at hente Francisco og Jacinta til Himlen, og beder Lucia lære at læse. 

 

De tre hemmeligheder/Budskabet fra Fátima

I den følgende måned møder de små hyrder stor skepsis. Åbenbaringen siges endog at være djævelens værk. Alligevel er der samlet 2-3000 mennesker, da damen som aftalt viser sig igen den 13. juli. Lucia beder hende om at udføre et mirakel, så alle kan se og tro. Miraklet bliver lovet til den 13. oktober. Derefter åbner damen hænderne, og mellem dem ses helvede med alle de lidende sjæle. Hun fortæller: 1) "Disse sjæle kan frelses ved at man indfører andagten til mit rene hjerte, og så vil Rusland, som også søger min beskyttelse, omvende sig!  
2) ”Der vil blive fred, og Portugal vil bevare troen, men fortæl det ikke til andre! “ Disse to hemmeligheder røbede Lucia først senere.

[Hemmelighedernes konklusion: Til slut vil mit rene, ubesmittede hjerte sejre. Den hellige Fader vil indvie Rusland til mig, og Rusland vil omvende sig, og en tid med fred vil skænkes verden]

En tredie hemmelighed, som kun Lucia, paven og ganske få kardinaler kendte, ventede man længe på at få offentliggjort. Lucia nedskrev den i 1943 (8. dec. 1941? / nedskrev 3. jan. 1944 efter ordre fra biskoppen af Fátima), og siden 1957 har hendes skrivelse ligget i Vatikanets hemmelige arkiv. Først den 26. juni 2000 blev den offentliggjort: Jomfru maria havde vist død og ødelæggelse og paven, klædt i hvidt, blive dræbt (mordforsøget på Peterspladsen)

Aviserne begynder at interessere sig for Fátima-åbenbaringerne. De omtaler begivenhederne som en farce og bebrejder myndighederne, at de ikke griber ind. I forbindelse med en åbenbaring forudsagt til den 13. august tilbyder den lokale
herredsfoged at køre de tre børn til Cova da Iria, men bringer dem i stedet til rådhuset, hvor de kommer i forhør under torturtrusler. De tre små står fast, og den 15. august bliver de bragt hjem, triste til mode over at have svigtet aftalen med den hvide dame. Men hun har ikke svigtet dem og viser sig for dem den 19. august, da de vogter fårene i de små dale, Valinhos. Damen opfordrer dem til ikke at give op og til at bede. De gaver og penge, som fromme pilgrimme har lagt ved stenegen, hvor alle åbenbaringerne den 13. i måneden fandt sted, skulle anvendes til at bygge et lille kapel.
Herredsfogedens handlemåde havde fået den stik modsatte virkning af, hvad han havde haft til hensigt. Den 13. september er ca. 20.000 pilgrimme og nysgerrige samlet i Cova da Iria, da den hvide dame igen viser sig. Hun fortæller de tre børn, at hun i oktober vil åbenbare sig sammen med Josef og Jesusbarnet og vise et mirakel, der vil få alle til at tro.

 

Sol-underet

Den 13. oktober 1917 strømmer folk til Fátima fra alle egne af Portugal. Regnen siler ned og forvandler Cova da Iria til én stor mudderpøl. Alligevel er der ca. 70.000 mennesker, og de tre små hyrder har svært ved at komme frem til stenegen. Alle vil røre ved dem. Kl. 12 viser den hvide dame sig og siger, at hun er Rosenkrans-dronningen (Jomfru Maria). Hun vil gerne, at man på dette sted bygger et kapel til hendes ære, og hun siger, at verdenskrigen snart vil være forbi. Derpå fortsætter hun med bønfaldende stemme:
"Fortsæt med at bede rosenkransen hver dag. Menneskene skal forbedre sig og bede om tilgivelse for deres synder. De må ikke såre Jesus mere. Han har allerede lidt alt for meget." Det var hendes sidste ord og budskabet fra Fátima.
Da Jomfru Maria langsomt forsvinder i en sky mod øst, peger hun mod solen. Ved siden af solen viser hele den hellige familie sig for de tre små og velsigner verden med korsets tegn. Lucia udbryder: "Se solen!" Regnen er hørt op, skyerne spredt, og solen står sølvhvid på den blå himmel. Man kan se på den uden at blændes. Den drejer som et ildhjul og udsender alle regnbuens farver. Pludselig ser det ud, som om solen vil styrte mod jorden. Alle er rædselsslagne og kaster sig i bøn på knæ i mudderet, hvorefter solen igen indtager sin rette plads på himlen. En sidste uforklarlig hændelse: Alle 70.000 mennesker, der før var gennemblødte af regn, er nu helt tørre,og samtidig sker der helbredelse af syge blandt de forsamlede. Flere kilometer væk så folk de samme uforklarlige hændelser.

 

Hvordan det gik de tre børn

Efter sol-underet blev børnene udsat for stadig flere forhør. En af præsterne, Dr. Formigão, var dog på børnenes side. Han blev en god ven og støtte for familierne. Alt gik, som Jomfru Maria havde forudsagt. Francisco døde af den spanske syge i sit hjem i 1919. Han blev begravet på den lille landsbykirkegård i Fátima, og i 1952 blev hans jordiske rester overført til den nybyggede basilika. Jacinta fik tuberkulose og døde efter en operation på Dona Estefânia-hospitalet i Lissabon i 1920. Hun blev stedt til hvile i baron Alvaiázeres gravkapel i Ourém, men senere i 1935 begravet ved siden af Francisco på kirkegården i Fátima, for endelig i 1951 at blive flyttet til den nye basilika. 
Lucia var fortvivlet over sine små venners død og blev i hemmelighed ført til Dorothea Søstrenes klosterskole i Vilar nær Porto. Efter flere års ophold i Pontevedra og Tuy, (Galicien, Spanien), hvor portugisiske novicer dengang (1921-25) måtte søge til p.g.a. den portugisiske antiklerikale politik, blev hun i 1946 forflyttet til Portugal. I 1948 overflyttedes hun til de "barfodede" karmeliters kloster, Convento de Santa Teresa i Coimbra. Mens Lucia var i Tuy, bad biskoppen af Leiria hende om at skrive sine memoirer. Det blev til bogen: "Fátima med Lucias egne ord", der er udgivet på flere sprog. Lucia er stadig på karmeliterklosteret i Coimbra og viser sig sjældent uden for klosteret. Hun er efterhånden en ældre dame (født den 22. marts 1907).
Der har længe været kræfter i gang for at få kanoniseret Jacinta og Francisco. I sommeren 1979 blev der sendt ønske til Conciliet i Rom om at saligkåre de to små. Lucia bad i 1982 paven om at helgenkåre dem. Svaret lød: “ Jeg håber, at både du og jeg vil opleve det.” I 1989 vedtog 11 kardinaler i helgenkåringsudvalget, at Jacinta og Francisco skulle betragtes som salige - det sidste trin før helgenkåring. [Efter en kvinde mirakuløst var blevet helbredt efter bøn ved de to børns grave, saligkårede Paven dem den 13. maj 2000, hvor han besøgte Fátima.]

 

Cova da Iria bliver til Fátima

Som før nævnt havde kristendommen efter 1911 trange tider i Portugal. Den 13. maj 1921, da folk i tusindvis valfartede til Cova da Iria, satte regeringen militæret ind for at hindre dem i at nå frem, hvilket også til dels lykkedes. Men allerede i 1918 havde troende fra egnen opført et lille kapel, Capelinha, på det sted, hvor den hellige jomfru havde vist sig. Stenegen, hvorover hun havde vist sig, var væk. Kun en beskeden stub var tilbage. Resten havde pilgrimmene taget. Over træstubben blev der sat en stenpiedestal med en rist forneden, så eventuelle nye skud kunne udvikle sig. Men det lille træ var helt dødt. Der kom ingen nye skud. (Oven på stenen står i dag Jomfru Maria af Fátima-statuen). Ingen præst turde dengang indvi det lille kapel af frygt for antiklerikale angreb. Indvielsen fandt først sted langt senere. Den første billedstatue af den nu så berømte Nossa Senhora de Fátima -statue var nok blevet fremstillet, men turde man opstille den i det lille kapel? Jo, den 13. maj 1920 blev den i hemmelighed kørt dertil - i en kærre fyldt med værktøj - og placeret i en niche.

Pavebesøg

Året efter, på den store Fátima-dag den 13. oktober 1921, gav Kirken tilladelse til at holde messe i Capelinha. Korsvejens 14 stationer var inden da blevet opsat på vejen fra Reguengo de Fetal (ved Batalha) til Cova da Iria. Efter mange bombetrusler blev Capelinha ødelagt den 6. marts 1922 af fire bomber. Statuen var heldigvis gemt i landsbyen, og Capelinha blev hurtigt genopført.
I 1926 besøgte Vatikanets repræsentant, Nuntius, Cova da Iria, med det resultat at pave Pius 9. tre måneder senere holdt en messe i Rom til ære for Nossa Senhora de Fátima. Derefter gik det slag i slag: åbenbaringerne blev anerkendt som troværdige, og dyrkelsen af Nossa Senhora de Fátima blev godkendt. Pilgrimme fra hele verden valfartede til Fátima, og deres antal den 13. maj 1938 nåede - 500.000. Anført af den pavelige Nuntius takkede de for, at kristendommen igen havde vundet fodfæste i Portugal, og at landet havde undgået en borgerkrig som den spanske.
I anledning af 25-året for åbenbaringerne holdt Pave Pius 12.  i 1942 fra Rom en tale til portugiserne på deres eget sprog, hvor han, som Jomfru Maria havde bedt om, indviede hele verden til hendes rene, ubesmittede hjerte - og med en særlig omtale af Rusland. Fátima var blevet verdens alter.
Efter 2. Verdenskrigs afslutning samlede portugisiske kvinder 2679 ædelstene og 312 perler ind til Nossa Senhora de Fátimas guldkrone, og den 13. maj 1946 satte pave Pius 12.s udsending, kardinal Masella, kronen på hendes hoved. Stedet, Cova da Iria, fik navn efter børnenes landsbykirke, og i dag kaldes hele området Fátima. Ved 50 års jubilæet i 1967 besøgte pave Paul 6. Fátima. Han ønskede ved den lejlighed Lucia ved sin side. Det samme gjorde pave Johannes Paul 2., da han den 12.-13. maj 1982 (og 1991) kom som pilgrim til Fátima. 
Samme dag året før havde denne pave været udsat for et skudattentat på Peterspladsen i Rom. (Attentatet blev udført af en tyrkisk statsborger, Mehmet Ali Agca, der fik livsvarigt fængsel.) Efter at være kommet til bevidsthed var pavens første tanke: "Jomfru Maria af Fátima har beskyttet mig". Det var jo den 13. maj! Da paven forlod hospitalet, hvor han benyttede tiden til at studere alt, der er skrevet om Fátima, fik han foræret en statue af Nossa Senhora de Fátima, der viser sit rene, ubesmittede hjerte. Det er en kopi af en tilsvarende statue, som findes i Lucias kloster og fremstillet efter hendes anvisning. Til denne statue lod paven opføre en lille kirke på grænsen mellem Polen og Sovjetunionen. Hun står med blikket rettet mod Rusland - nøjagtig som paven ønskede det.
Paven kom personlig til Fátima for at takke for sit liv. Og også under selve opholdet her holdt Jomfru Maria af Fátima sin hånd over ham. En spansk præst, der var modstander af pavens fornyelsespolitik efter det 2. Vatikankoncil (messen skulle holdes på landets eget sprog, man skulle samarbejde med andre religioner etc. se side xx), var kun et par meter fra paven, da han under et attentatforsøg den 12. maj kl. 22.40, blev overmandet, fravristet sin 37 cm lange bajonet - og fængslet. Den spanske præst, Juan Fernandez Krohn, var inspireret af en film om mordet på den egyptiske præsident Sadat, udført af forsvarere for den islamske tro, og han så sig selv som forsvarer for den katolske tro.
Igen i 1991 efter at have besøgt Lissabon, Funchal på Madeira, Angra og Ponta Delgada på Açorerne kom pave Johannes Paul 2. til Fátima den 12.-13. maj - 10 år efter attentatet mod ham på Peterspladsen. Ved denne lejlighed udtalte han: “Jeg betragter hele dette årti som en gave, givet mig af guddommeligt forsyn”. 
I det hele taget er datoen, den 13. maj, af stor betydning for paven: den 13. maj 1994 åbnede paven Vatikanstatens første nonnekloster, Maria Mater Ecclesiae. De første fem år bebos klostret af klarissernonner, derefter vil det hvert femte år, efter tur, blive benyttet af andre nonneordner.

 

Fátima i dag – og rundtur

Fátima har ca. 8.000 indbyggere. De mange hoteller har sengeplads til flere end 10.000 pilgrimme. Derudover er der 15 munkeklostre og 50 nonneklostre (1996). Et minitog kører panoramatur til alle seværdigheder.

Før man begynder en rundtur evt. til fods, vil det nok være interessant - og praktisk - at besøge museet: Fátima Aparições (Museu das Aparições - Museu Vivo), Rua João Paulo 2., hvor et "sound and light show" gengiver åbenbaringerne. Selv om man er velbelæst inden for området, er det en bekvem måde at blive orienteret på. Der vises syv scener med de tre små hyrder, omgivet af stedets flora og fauna. Den besøgende bevæger sig fra scene til scene. (Helvedesscenen kan godt virke skræmmende på mindre børn!). Forestillingen varer ca. 15 min. og vises på engelsk, tysk, fransk og portugisisk efter ønske. Adg. dgl. kl. 9-18.
Derefter kan man gå til Museu de Cera, Rua Jacinta Marto, Portugals første voksmuseum, der i 31 scener beretter om begivenhederne omkring 1917 og om de personligheder, der var involveret. Persongalleriet går helt frem til i dag. Bemærk især sidste scene med Fátimas rektor, Dr. Luciano Guerra, og biskop emeritus af Leiria, D. Alberto do Amaral.  Måske står Dr. Guerra netop nu i basilikaen og dirigerer menighedens sang - elegant og med humor - som en Leonard Bernstein, en dejlig oplevelse. Ved særlige lejligheder holder biskop D. Serafim de Sousa Ferreira e Silva (1993 -) messe i basilikaen. Nok har voksmuseet ikke de smukkeste voksfigurer, men alligevel er det seværdigt og sætter persongalleriet i relief til det, der skete i Fátima. Der er kun portugisisk tekst ved de 30 scener, men en folder på engelsk, tysk, fransk eller spansk fås ved indgangen. Adg. dgl. kl. 9-18. 
Herefter kan det anbefales at gå tilbage ad Rua João Paolo 2. til Centro Pastoral Paolo VI, en stor kongresbygning, der også er et vigtigt center for religiøse studier. Det blev indviet af pave Johannes Paul II den 13. maj 1982. Den 12.-13. i månederne maj - oktober står pilgrimme i kø her for at skrifte for en af de 50 præster, der er til rådighed. I underetagen er der sengeplads til 400.  Efter at man eventuelt har kigget indenfor, begynder pilgrimsvandringen ned mod basilikaen.

[Ny, moderne basilika ”Igreja Santíssima Trindade”, påbegyndt febr. 2004, fik grundstenen (en marmorbrosten fra apostelen Peters grav under Peterskirken i Rom). Grundstenen blev lagt 6. 6. 2004 (Hellig Treenighedsdag). Kirken forventes færdig 13. maj 2007 med plads til 6000.]

 

 

 

      Først forbi det 27 m høje kors, Cruz Alta (1951), der fortæller, at man nu er på et helligt sted. Dette kors er samtidig det sidste kors på den Via Sacra, der begynder i Reguengo de Fetal. Til venstre ses en statue af pave Paul 6. knælende i bøn, et minde om hans pilgrimsfærd i 1967. Længere nede til venstre ses pave Pius 12.-monumentet, 1961), skænket af tyske katolikker. (Pave Pius 12. blev bispeviet den 13. maj 1917!) Overfor til højre står en statue af D. José Silva, den første biskop af Leiria (1920-57). Begge med hænderne løftet til velsignelse. 
Til venstre på den store asfaltbelagte plads er der lagt en 1 1/2 m bred marmorflisegang, hvor man fortrinsvis vil kunne se troende kvinder kravle på knæ ned til - og rundt om - Capelinha, mens de beder rosenkransen, ofte støttet af ægtefælle eller børn. Hele sceneriet med de kravlende mennesker virker meget fremmedartet på en nordbo, men disse dybt troende mennesker vil sige Nossa Senhora de Fátima tak for en bøn, som er blevet hørt. Den første, der foretog denne handling, var Lucia, hvis mor i 1920 var døende. Hun bad for sin mors helbredelse i Capelinha, og i taknemlighed over at være blevet hørt lovede hun ni dage i træk at kravle denne strækning på knæ.

 

Capelinha

Det lille kapel, Capelinha, er Fátimas "centrum". Omkring Capelinha er der opført en glasbygning for at beskytte de mange pilgrimme mod vind og vejr.
Den oprindelige Nossa Senhora de Fátima-statue (1.10 m høj) står foran det lille hvide kapel på en stenpiedestal, og markerer det nøjagtige sted for åbenbaringerne. Den står godt beskyttet i en glasmontre, som fjernes når statuen skal bæres rundt på pladsen og ved særlige lejligheder. Den juvelbesatte krone bliver kun brugt på specielle højtidsdage, f.eks. den 13. i månederne maj - oktober, ved pavebesøg o. lign.
Det er her et kor af nonner under messen synger den mest populære af Fátimas salmesange. Syng endelig med, det gør portugiserne selv:

A treze de Maio, Na Cova da Iria
Aper'ceu brilliando, A virgem Maria
:/Avé, Avé, Avé Maria./:

oversat til dansk: 
Den 13. maj i Cova da Iria,
kom Jomfru Maria strålende til syne 
Hil dig, Hil dig, Hil dig, Maria.

 

Pilgrimsjomfruerne

Foruden den allerede omtalte Maria-statue findes yderligere tre kopier, der kaldes Virgens Peregrinas, pilgrimsjomfruerne. Disse Maria-statuer udlånes til katolske samfund overalt på jorden. I marts 1984 var en af dem i Rom, iført den juvelbesatte krone. Knælende foran Fátimastatuen, der stod på Peterspladsen, gentog Pave Johannes Paul 2., i forening med alle biskopper, indvielsen til Marias rene, ubesmittede hjerte for hele verden, og ved samme lejlighed forærede paven det ene af de projektiler, han blev ramt af i 1981, til Fátima som tak for livet. Kuglen, der i dag er et klenodie i den katolske verden, er som en ædelsten indsat i juvelkronen (26. april 1989). Den sidder lige under æblet med korset og ses tydeligt.
"Pilgrims-jomfruerne" besøger også portugisiske kirker. At se en af disse statuer komme "hjem" til Fátima, er en oplevelse. Det ser ud, som om hele den by, der har haft besøg af hende, følger hende hjem i procession med præsterne forrest. Processionen begynder ved hovedvejen. Maria-statuen transporteres stående på en bærestol/bør dækket af blomster, og sangen lyder vidt omkring. Hun bliver bragt til Capelinha, hvor Fátimas præster modtager hende. Afskeden med Maria-statuen er svær for lånerne. Der grædes, smiles, sendes fingerkys mod Jomfru Maria, der betyder så meget for dem. Senere anbringes statuen i et rum [fyldt med koste, klude, spande og andre rengøringsartikler – noget af en nedtur] i gyden bag Capelinha indtil næste rejse.

 

Basilikapladsen

På højre side af Capelinha ses en stoe steneg, som den, hvorunder de tre små hyrder bad rosenkransen, mens de ventede på, at Maria skulle vise sig. Den er indhegnet af hensyn til souvenirjægere!
Ved muren til venstre for Capelinha kan man ligesom i alle andre katolske kirker tænde et eller flere lys. Her er også Turistinformationen, Informações, der udleverer et godt kort over Fátima med praktiske oplysninger. Åbent dgl. 9-18.30. På en tavle udenfor står dagens højtider og begivenheder.
I nærheden af Capelinha ses Jesu hjerte statuen, Coração de Jesus, i forgyldt bronze. Den blev i 1932 sat på en meget høj søjle og modtager med udbredte arme de pilgrimme, der kommer fra hovedvejen. Statuen er placeret oven over en kilde, der ved et mirakel sprang frem i 1921, da man manglede vand på stedet. Det er herfra, helbredende vand bringes med hjem eller drikkes af hanen.
Selve den store plads, 86.400 m2, er betydelig større end Peterspladsen i Rom, og kan rumme ca. 400.000 mennesker. Tager man de tilstødende arealer med, er der talt flere end en million mennesker. På begge sider af pladsen ligger to store, ens bygninger - den tv., Casa de Retiros Senhora das Dores, er herberg for syge, og den th., Casa de Retiros Nossa Senhora do Carmo, huser et kloster, hotel for præster og grupper samt rektorie og administration. Begge skjules af senere opførte tilbygninger.

 

Basilikaen

For enden af pladsen ligger Basilikaen. Den er måske ikke speciel smuk, men ganske ren i sin ny-klassicistiske stil - og hvad vigtigere er: et symbol for portugiserne. Pengene til bygningen er indsamlet uden hjælp fra staten. Grundstenen blev lagt i 1928, men først indviet 25 år senere i 1953. Den er flankeret af to kolonnader, "korsvejen", hvor mosaikker viser dens 14 stationer. Herover ses mange af Portugals helgener, blandt andre Santo António de Lisboa og Beato Nuno de Santa Maria (Nuno Álvares Pereira). Et 65 m højt tårn afsluttes med en bronzekrone, der vejer 7 tons, og et krystalkors, 1 ton, der er oplyst under aftenmesse. Tårnurets klokkespil hvert kvarter kan minde om Københavns rådhusur. Hver hele time spiller basilikaens klokker Fátima-sangen. Under uret står en anden slags Fátima-statue: Marias rene, ubesmittede hjerte. Hun viser hjertet, der er omgivet af torne; de symboliserer menneskenes synder, som sårer hendes hjerte.
Ved basilikaens hovedindgang er der nu opført et udendørs alter, så de mange pilgrimme på pladsen kan følge messen (misa campal) ved store højtider. 
Inde i basilikaen ses glasmalerier med scener fra åbenbaringerne og Jomfru Marias liv. De 14 sidekapeller viser hver et af rosenkransens mysterier. Det 15. mysterium er udført i sten i buen over højalteret: Et relief med den hellige Treenighed, der kroner Jomfru Maria, minder om, at pave Pius i 1946 lod sin kardinal Masella krone Nossa Senhora de Fátima som verdens- og fredens dronning. På alteret står et maleri, hvor Portugals skytsengel og Maria viser sig for de tre små hyrder. På maleriet ses også biskop Silva og paverne Pius 12., Johannes 23. og Paul 6. 
Til venstre i selve apsis ligger biskop Silva af Leiria begravet. I tværskibet findes Franciscos grav i højre side og Jacintas i venstre, dækket af beskedne, hvide gravsten, altid omgivet af blomster og pilgrimme. Ved siden af Jacintas grav er der gjort plads til Lucia. 
Et ur - til højre for alteret - ret usædvanligt i en kirke, er en hjælp for dem, der skal videre til en af de mange andre messer i området. Orgelet er et af Europas største og blandt verdens mest perfekte. Det bliver ofte brugt til koncerter udført af berømte organister.
Når man forlader basilikaen, har man - på venstre hånd for 
enden af trappen - kapellet for den evige tilbedelse, Capela do Sagrado Lausperene, hvor der på skift døgnet rundt sidder en nonne og beder. Se godt efter. Man tror, det er en marmorstatue! Hendes øjne hviler måske på hostien i den forgyldte monstrans på alteret: Jesus Kristus i nadverbrødets hvide skikkelse. Kapellet blev bygget om i 1986, og de smukke vægmalerier erstattet med bare trævægge. Adg. dgl. kl.7-23.

Ved helligdommens sydindgang, bag rektoriet, ses Berlinmursmonumentet. Muren i Berlin blev opført natten mellem den 12. og 13. august 1961 og faldt den 9. november 1989. En portugisisk emigrant i Tyskland skænkede i 1994 dette murstykke (3.6 m x1.2 m; 2.6 tons) i taknemmelighed over kommunismens fald, som forudsagt af Nossa Senhora de Fátima.

Nær Basilikapladsen ligger Museu de Arte Sacre e Etnologia, Museum for Religiøs Kunst og Etnologi i Centro Missionario Allamano, Rua Francisco Marto 52. Museet indeholder træskulpturer, fotostaser, frimærker, keramik, korkarbejder m.m. Der er tre afdelinger: Jesu fødsel, Jesu korsfæstelse og en etnologisk samling fra Afrika, Sydamerika og Fjernøsten. Adg. ti.-sø. kl. 10-18 (apr.-okt.) og 12-17 (nov.-mar.).

 

Markedsplads

Området omkring pladsen vrimler med boder og forretninger, der sælger vand og jord fra det hellige sted, rosenkranse (også som fingerringe), Fátima-statuer i alle størrelser, nogle med tre duer ved hendes fødder. Duen er et symbol på den fred, som Jomfru Maria af Fátima talte om. Og da Fátimastatuen i 1946 førtes landet rundt, blev den fulgt af tre levende duer, der efter hjemkomsten slog sig ned i Fátima. De tre duer kan også betragtes som symbol på de tre små hyrder, så der er nok at vælge imellem! Men der sælges også bøger og verdslige ting prydet med Fátima-motiver. Først tænker man - sikke et gedemarked! Men en portugiser har forklaret, at familie og venner forventer, at en pilgrim har gaver med hjem, så det er måske trods alt meget praktisk. I boderne hænger også voksfigurer: en arm, et ben, et barn etc. De købes af pilgrimme som tak for det, de er blevet helbredt for, og brændes på lyspladsen efter først at have været vist frem for Fátima-statuen ved Capelinha. Kasetter med samtlige Fátima-sange: Fátima Canticos  Marianos, fås også.

 

Korsets Vej

Den energiske pilgrim kan følge Korsvejen, Via Sacra, der udgår fra den sydlige rundkørsel, Rotunda de Santa Teresa de Ourém, hvor man i 1997 opstillede et monument, der forestiller de tre børn. Det var denne vej, de gik fra deres hjem i Aljustrel for at bringe deres får til Cova da Iria. Derfor kaldes Via Sacre også Caminho dos Pastorinhos, Hyrdernes Sti. 
Om sommeren bør man gå tidligt på dagen og have noget drikkeligt med, da det kan være meget varmt. Langs Via Sacra, der går gennem et naturskønt område med oliventræer, er der af ungarske emigranter i USA opstillet 14 mini-altre (indviet 12. maj 1964). Ved station VIII kan man skyde genvej op til Golgata-monumentet og skippe 6 stationer. Efter station VIII ses til højre Valinhos-monumentet (1956), en Maria-statue, sat hvor Maria viste sig den 19. august 1917. Foran monumentet er en lille lysplads, en grotte, der angiver det nøjagtige sted, hvor Jomfru Maria viste sig. Bemærk tre symbolske duer på tagets hjørner. 
Ved station XI angiver en lille marmorplade på venstre side af vejen, stedet, hvor en italiensk pilgrim døde i 1985. Fortsæt til højre ad Via Sacra, der ender i Capela Santo Estévão (Skt. Stefans Kapel). Skt. Stefan var Ungarns første konge (1001-1038), og han udbredte med ild og sværd kristendommen i landet. Allerede i 1087 blev han ophøjet til helgen.
Inde i kapellet ses 11 glasmosaikvinduer, der repræsenterer ungarske helgener. Loftet er dækket af to store, moderne mosaikker. Det ene forestiller Jomfru Maria, der åbenbarer sig for de tre små hyrder, omgivet af en bort med Jesu lidelseshistorie (de syv smerter). Mosaikken over altret har også et Maria-tema: Skt. Stefan, der med sin kongekrone kroner Jomfru Maria, omgivet af scener fra Mariæ liv (de syv glæder). Her er det Skt. Stefan, der kroner Maria, men portugiserne har en lignende historie:
Da Portugal blev grundlagt i 1147, kaldtes landet Terra de Santa Maria, Den Hellige Marias Land. I 1646 tog den portugisiske konge, Dom João 4., sin kongekrone og kronede Jomfru Maria til Portugals dronning og beskytterinde. Han svor hende troskab i overværelse af kirken, adelen og folket. Siden da er ingen portugisisk konge blevet kronet - eller har båret en krone. Man ser derfor ikke billeder af portugisiske konger med krone efter 1646. Adg. dgl. kl. 8-18.
Begge historier har nok deres rod i rosenkransens 15. mysterium: Mariæ himmelkroning, hvor hun krones af Jesus.
Ved siden af kapellet er der i 1992 opstillet endnu et alter på Korsets Vej, station XV - opstandelsen.

 Over kapellet ses Golgata-monumentet. Gå helt derop og nyd udsigten over eukalyptus-, pinje- og oliventræer. Som visse steder i Danmark kan man her tælle syv sognekirker. I det fjerne ses Fátima, og man kan høre basilikaens klokker sekunderet af cikadernes sang. 
Gå tilbage til Station XI og drej til højre ned mod Loca do Cabeço (Loca do Anjo)  (1958), hvor engelen viste sig 1. og 3. gang. Her på bakken, dækket af stenege og oliventræer, er der sat et monument med engelen og de tre små hyrder. Jerngitteret er udsmykket med kalken, børnenes oplevelser m.m. omkranset af tornekronen. (Se også informationstavlen). Herfra er der udsigt til Fátima Velha og landsbykirken.
Vil man lidt uden for alfarvej, fortsættes ad den lille sti ned fra trappen i en bue mod højre til grotten, hvor de tre børn søgte ly. Nyd den uberørte natur og fortsæt i en bue videre mod højre tilbage til monumentet. Herfra går turen tilbage til station XIII. Drej til højre forbi parkeringsplads og souvenirboder mod Aljustrel.

 

Aljustrel

Her findes Lucias hus, hvor hun boede til sit 14. år. Ved siden af huset er indrettet et etnografisk museum, Casa-Museu de Aljustrel, der belyser livet i landsbyen omkring 1917. Adg. dgl. kl.10-13, 15-19; lukket tirsdag. Skilte på flere sprog.
Bag huset fører en sti ned til brønden, Poço do Anjo (Poço do Arneiro). Her kom engelen til syne anden gang i sommeren 1916, som vist i det moderne monument (1993) ved brønden. En ældre morlille trækker med glæde sin spand op af brønden og giver et glas vand. 
Gå tilbage forbi Lucias hus. Lidt længere oppe ad vejen ligger Francisco og Jacintas hus. Her viste Jomfru Maria sig for begge børn under deres sygdom. Huset hælder slemt til siden, og gulvbrædderne ser ikke ud til at holde ret længe. Huset bliver vist frem af familiemedlemmer med samme iver som Lucias.  

 

Fátima Velha

Ca. en kilometer fra Aljustrel ligger landsbykirken i Fátima Velha (Gamle Fátima), hvor børnene blev døbt. Døbefonten findes indenfor til venstre. I denne kirke tilbragte Francisco megen tid i bøn, og Jomfru Maria åbenbarede sig for Jacinta.
Af det oprindelige interiør er der - efter talrige restaureringer - ikke meget tilbage. At der er skrevet Lux på prædikestolen er ikke reklame for renlighed. Lux betyder lys, og herfra prædikes verdens lys = Guds ord. For katolikker er Jesus lyset. Ved siden af alteret står en statue af Nossa Senhora dos Prazeres, glædens Jomfru Maria.      
Over for kirken ligger kirkegården. Lige indenfor til højre ses Francisco og Jacintas tidligere grave. De er nu dækket af en stor mindesten. Ved siden af er to sten over Francisco og Jacintas forældre. Første gravkapel til venstre for indgangen indeholder børnenes forsvarer, Dr. Formigãos, kiste.

 

 

Fátima - et muslimsk navn

Da maurerne herskede i Portugal (ca. 711-1139), var det nuværende 
Alcácer-do-Sal (syd for Lissabon) hovedstad i den mauriske provins Al-Kásar. Legenden fortæller, at en nat maurerne festede for Skt. Johannes - der af muhamedanerne anerkendes som en stor profet - blev de overfaldet af deres værste fjende: "maureræderen", den kristne Gonçalo Hermingues  og hele hans hær. Så uventet og voldsomt var angrebet, at de fleste maurere blev dræbt, resten blev bragt som fanger til Santarém. Her blev de overdraget til Dom Afonso Henriques, som samtidig spurgte, hvad hans feltherre ønskede som tak.Svaret var: den mauriske kommandants datters hånd. Den smukke maurerpige, Fátima, blev senere kristen og døbt Oureana. En passende bryllupsgave var der også tænkt på: Gonçalo fik byen Abdegas, som skiftede navn til Oureane, nu Ourém. Han blev imidlertid tidligt enkemand og gik i kloster i Alcobaça. Hans kone blev begravet i nærheden af Ourém, hvor han senere grundlagde et trappist kloster (de tavse munke, en meget streng munkeorden) i den nuværende lille landsby, Fátima Velha, opkaldt efter hende. Landsbyens kirke siges at være bygget på fundamentet af klosterets gamle kapel.

 

 

Pilgrim den 12.-13. maj til oktober

Pilgrimme og turister kommer til Fátima hele året, men især den 12.-13. i månederne maj til oktober. Hver pilgrimsfærd omfatter den 12.: En vandring ad Via Sacra til Valinhos, rosenkransbøn og messe i Capelinha, højmesse i basilikaen eller på pladsen, og kl. 21.30 rosenkransbøn på flere sprog efterfulgt af vokslysprocession, Procissão de Velas  - pilgrimsfærdens højdepunkt. Den er så fuld af stemning, forventning og taknemmelighed, at man aldrig vil glemme den. 
Den 13. er der fra kl. 00 - 07 vågenat efterfulgt af messe kl.10, nadver og velsignelse af de syge, som kl. ca.12 afsluttes med farvelprocessionen, hvor alle - med tårer i øjnene - vinker med hvide lommetørklæder til Fátimastatuen, der bæres rundt på pladsen - et andet uforglemmeligt højdepunkt. 
De nøjagtige tidspunkter er angivet på tavlen ved Informações. Her kan man også forhøre sig om to film, der gratis vises på flere sprog i Sala de Projecções bag kolonnaden ved Casa Senhora das Dores. Den ene film, “Fátima, Experiência de fé” (40 min.), er en religiøs og historisk gennemgang af åbenbaringerne og de efterfølgende begivenheder. Den anden, “Aparição” (1 t. 30 min.), er en spillefilm om åbenbaringerne, optaget på stedet og med lokale “skuespillere”.
Fra påske til oktober er der lysprocession hver aften kl. 21.30 (undtagen søndag, hvor processionen begynder kl. 10.15). 
Det er nok ubekvemt at komme selve den 12.-13. maj eller den 12.-13. oktober, som er de største højtidsdage i Fátima. Trængslen er da meget stor, og pilgrimme bor og spiser under åben himmel. Den 12.-13. i de andre måneder kan bedre gå an. Men sørg endelig for hotel i god tid. Der er mange muligheder lige fra campingplads, privat udlejede værelser, små pensões, moteller og hoteller til klostre med pragtfulde, livsglade nonner, f. eks.: Irmâs Dominicanas do Rosário Perpetuo, Mosteiro Pio XII, Rua do Rosario 1, 2495 Fátima. Tlf. 00351 49 532 166.??

For yderligere pilgrimsoplysninger om indlogering og transport kan man kontakte:
Serviço de Peregrinos (SEPE)

Rua de Santa Isabel, 360, 2495-424 Fátima

https://www.fatima.pt/pt/news/informacao-servico-peregrinos

Tlf. (+351) 249 539 600

 

Mange veje fører til Fátima

Fátima ligger ca.115 km fra Lissabon og kan nås både med bus og tog. Er man i bil, er den hurtigste vej fra Lissabon til Fátima: A1, nordmotorvejen (afgift), ganske smuk af sådan en at være. 
Har man god tid, så tag den hyggelige lokalvej, der går parallelt med motorvejen, og derefter EN 1 over Rio Major med mange keramikudsalg og videre ad den mere kedelige strækning langs skoven til Batalha. Derfra er der 17 km ad EN 356, en smuk vej, gennem vinmarker, olivenlunde, små landsbyer og bakket terræn med skønne udsigter. Til sidst snor vejen sig gennem eukalyptusområder. Fra Reguengo de Fetal (12 km fra Fátima) er man klar over, at man nærmer sig en helligdom. Her ses store stenkors langs vejen, Via Sacra. Denne vej er den næsthurtigste nordpå og derfor fyldt med lastbiler og ikke så behagelig at køre.
Langt smukkere og mere behagelig, men også en smule længere, er turen over Santarém. Efter 32 km ad nordmotorvejen, eller den parallelle lokalvej, drejes efter Vila Franca af mod Santarém (skilt mod Azambuja EN 3) over Cartaxo. Fra Santarém følges de blå skilte mod Fátima hele vejen. Fátima er den mest afmærkede by i det ellers så dårligt afmærkede Portugal. Vejen fører gennem typisk portugisiske landskaber med store olivenlunde over Pernes, en smukt beliggende hvid by på en bakketop, videre over Parceiros de S. João forbi figentræsområder til Moitas Venda og Minde. I alle fire byer viser skilte vej til de store drypstenshuler, grutas, i området.

Pilgrimsrute til fods

 

 

 

Den russiske ikon

Bag basilikaen i Den Blå Hær, Exercito Azuls bygning, findes endnu et Mariabillede, som siges at have helbredende virkning: Den hellige og mirakuløse, Kazanskaja, Maria af Kazan ikon. Ikonen stammer fra Rusland, hvor den blev fundet i Kazan af en 9-årig pige i 1579. Jomfru Maria havde i en åbenbaring fortalt hende, hvor hun skulle grave efter den. Hvordan den er havnet i Kazan, ved man ikke; men muligvis stammer den fra Konstantinopel. Det siges, at blinde har fået synet igen efter at have bedt foran ikonen. Kort efter fundet blev en kopi sendt til zar Ivan den Store af Rusland, der straks gav ordre til at bygge et kloster på det sted, hvor ikonen blev fundet. 
Siden har Kazan-ikonen haft en omskiftende tilværelse. Den kom til Moskva og senere til Skt. Petersborg, hvor Kazan-katedralen blev bygget til at huse denne russernes yndlingsikon. Den forsvandt under den russiske revolution i 1917, og dukkede mirakuløst op i vesten, hvor den blev købt og solgt flere gange, bl.a. hos Sothesby i London, inden den kom til Exercito Azul i Fátima i 1970. Her var der i 1963 indrettet et romersk-katolsk kapel i byzantinsk-russisk ortodoks stil. At vælge Fátima til ikonens placering var ganske naturligt, da Jomfru Maria, som også er russernes beskytterinde, på dette sted havde ønsket Ruslands frelse. Den pragtfulde ikon, der er dækket med sølv og utallige ædelstene, forestiller Maria med Jesusbarnet. Jesus løfter sin højre hånd velsignende mod Maria.
Hvor længe vil Kazan ikonen så blive i Fátima? Nu da Nossa Senhora de Fátimas håb om Ruslands omvendelse er ved at gå i opfyldelse, kan ikonen nok snart på glasnosts bølge igen vende tilbage til sit hjemland, til sit folk. Og den er på vej! Den er sendt til pave Johannes Paul 2., opbevarer den i Vatikanet indtil man finder et blivende sted i Rusland til den smukke, undergørende Kazanikon.

 

  

Omegnen

 

Drypstenshuler

Fátimas omegn giver rig lejlighed til at besøge drypstenshuler. Her findes ikke færre end tre med hver sit særpræg. 
Grutas da Moeda, mønt-hulerne, blev fundet 1971 under en rævejagt. Legenden fortæller, at en forbipasserende blev myrdet og smidt i en hulelignende afgrund. Desværre for morderne glemte de at tage hans pengesæk, inden de smed ham ned, og mønterne blev spredt i hulerne - heraf navnet. De er 45 m dybe og har en underjordisk bar!
Grutas de Mira de Aire blev fundet i 1947 og er de største og dybeste (110 m) huler i Portugal med underjordiske floder, vandfald og "sound and light shows". Efter 1 times besøg bliver man bragt til jordens overflade med elevator.
Grutas de Santo António blev fundet i 1955 under en dyrejagt. Ligeledes med “sound and light shows” er de måske de smukkeste huler, Portugal kan fremvise. Det er svært at bedømme. Prøv selv.

Fra Grutas de S. António kan man fortsætte til venstre ad den lille bjergvej gennem en helt anden natur med græsklædte klipper og stenlandskab mod Porto de Mós. Derefter ad EN 372 mod Santarém. Det er en god og smuk vej, der går langs de stenomgærdede marker via Alcanede med en gammel slotsruin og en romersk bro. Her går mændene stadig med den karakteristiske sorte nissehue. Fra Santarém nås Lissabon hurtigt via motorvejen.

 

Litteraturliste

Lucia: Fátima in Lucia’s own words, (1935-1988).
John de Marchi: Fatima from the beginning, (1981)


www.fatima.org    


 


© Copyright. All Rights Reserved.

Nina Jalser